En solskinsrig hul-i-hovedet-dag

giphy.gif

Nogen dage burde man bare ikke have rejst sig fra sengen. Kender du det?
Sådan en dag var i dag. Lige nu sidder jeg og mugger, og overvejer hvor moderne min oplevelse i virkeligheden er. Marcus Aurelius, Mahatma Gandhi og Leonardo Da Vinci må da også have haft dage som disse. Jaja, jeg er en kvinde og alt det der, men helt ærligt – hvorfor har dårlige dage det med at snige sig udenom historiefortællingerne. Det er faktisk en skam, for i skolen lærer man ofte kun de ekstremt dårlige og de ekstremt gode epoker.  Ikke de der leverpostejdage, hvor man er så dum at man skulle tro, at hovedet havde fået et ordentligt slag. Og på de sociale medier ser vi heller ikke meget til de nedadgående mundvige, så det er da først akavet, hvis du fortæller vennerne, at du i virkeligheden har haft en lortedag.

Men nu har jeg haft en af de dage, og jeg deler det. Jeg skal lige huske mig selv på, at dårlige dage ikke er statiske, og at det er okay at ligge sig i sengen med håb om dagen imorgen.

Jeg startede dagen ud med at hælde te ud over gulv og bord, millimeter fra min computer, som med nød og næppe overlevede hændelsen. Og jeg troede, at jeg havde lært ikke at græde over spildt mælk, så dagen så endnu ikke sort ud. I timen fik jeg næsten en pige til at græde, fordi jeg enten var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller fordi jeg sagde noget forkert. Jeg fandt aldrig helt ud af hvorfor.

Dagen fortsatte, og det var okay. Der var stadigvæk stor grund til at forholde sig positivt indstillet, da jeg senere skulle til samtale med en tovholder på et projekt, jeg virkelig gerne ville være med i som frivillig. Jeg var tændt. Lidt for meget, viste det sig..
Jeg var der lidt for tidligt, og min mave rumlede. Pludselig slog det mig.. Jeg vidste ikke hvordan man var til sådan en samtale: Hvordan gør man? Spiser man frokost? Det er jo frokosttid. Skal jeg vente? Nej, jeg skynder mig at spise inden han kommer. Men hvad hvis han spørger, om vi skal spise? Ej, jeg gør det.

Således kørte den indre dialog, lige indtil  jeg blev afbrudt af et ”Beatrice?”, og jeg svarede med et lidt for skingert ”JA”.
Samtalen forløb nogenlunde problemfrit, men på det her tidspunkt var jeg allerede slået ud – med dagens tidligere episoder begyndte jeg at være bevidst om, at noget ville gå galt. Da vi skulle sige farvel gik jeg ned for at betale og bad tjeneren om at tage hans te med på regningen, men jeg hørte ham sige ”Nej, jeg betaler selv.” Så var vi på den igen: Shit. Har jeg lige gjort noget forkert? Gør man ikke det til en samtale? Altså, det var jo ren venlighed. Ej, tænk hvis han tror, at jeg tror, at han tror…”

Mine krummende tæer bevægede sig hastigt ned til togstationen, og jeg satte mig på toget efter at have trøstet mig selv med et bogkup i Bog & Idé. Nu kunne det da ikke gå galt mere. Det var virkelig dråben.

Næste stop: Føtex. Jeg skulle hente en pakke, jeg havde bestilt med posten, og tænkte at jeg lige kunne klare at handle, mens jeg var der. Da jeg var kommet igennem betalingen henvendte jeg mig i kundeservice: ”Undskyld, men jeg købte 3 pakker hjortekødpålæg til 27,-, og det der rabat giver da ikke det tal?” ”Hm.. Joe, gør det ikk? Hvis du runder op til 42 og minus 15..?” *STOR AKAVET PAUSE* ”Haha, selvfølgelig”.

Nu vil jeg begrave mig selv i min seng og skærme mig for alle andre med en puls resten af denne unægteligt forfærdelige dag. Gudskelov, at der er en dag imorgen med en ny portion nåde.

Og nåh ja: den, der kan finde mig en tekst (ikke Jobs bog – ma’ man, I feel you), hvor en heroisk, måske endda historisk personlighed har en gennemført dårlig dag, bliver mødt med kyshånd og glædestårer.

#givhistoriskdårligedagevidere

 

 

Dublin

Sidste weekend var jeg på en lille tur til Dublin og London med min lillesøster, Bianca. Her er små glimt fra turen, som gjorde indtryk på os begge.

IMG_8091
På gågaden i indre by – lige frem kan man se St. Ann’s Church.

Da vi ankom til storbyen var vi naturligvis begge forvirrede og skulle lige lande – det første vi gjorde efter at have tjekket ind på vores AirBnb var, at vimse lidt rundt omkring området, som var den moderne del af Dublin. Jeg undrede mig lidt over, hvor alle de flotte kirkebygninger var (dem, som min turistbog havde lovet mig ville være hundredevis af), men efter lidt forhøring hos værten fandt vi ud af, at vi gik rundt i Dublins ‘trendy buisness area’. Så langt så godt.

Så skulle vi bare finde ud af, hvordan man kom ind til midtbyen – her fandt vi de famøse dobbeltdækkere, som kørte helt umådeligt stærkt på få kvadratmeters plads.
Da vi havde fået pusten igen, bevægede vi os første dag mod St. Stephen’s Green – en historisk park, som kunne fortælle os om de dramatiske hændelser og modstandsbevægelser under borgerkrigen i 1922. Foruden at være en unægtelig smuk park, som også siges at være et trendy mødested for moderne mennesker, så var den fyldt med mindemærker og hædrende statuer til de tapre irere. Et rigtigt nationalistisk pejlemærke og meditationssted inde midt i den pulserende by.

 

 

Dernæst besluttede vi os for at bevæge os lidt rundt inde i indre by, inden turen gik mod Trinity College. Bianca fandt en bogforretning, hvilket var et held for os begge. Den 3 etagers høje butik var det rene paradis, fyldt med gammel og ny viden. Det, jeg synes var mest fascinerende, var deres inddeling af bøger. Der var sektioner fra forskellige forlag, hvor man kunne se klassikere i et nyfortolket grafisk udtryk, med smukke illustrationer.

Andre steder var der sektioner med bøger, der KUN omhandlede det antikke Grækenland (og nej, det var ikke en fattig afdeling). Hodges & Figgis er helt klart en boghandel, jeg i fremtiden vil være opmærksom på.
Bianca fik erhvervet sig de to første bøger af Harry Potter på engelsk, og de var virkelig fine i omslaget.
Jeg har lagt mærke til, at det er noget, der virkelig diskuteres og eftertragtes blandt bogfolket i tiden – gode og smukke omslag fra populære forlag. Med hele SoMe kulturen er det heller ikke underligt, at omslag og udseende tillægges mere værdi. Bare det ikke tager overhånd, så man ikke kan nyde selve historien mere. Jeg selv fik købt Alice in Wonderland, og jeg viste den gerne, hvis det ikke var fordi vi senere på dagen havde smidt en halvåben flaske ned i posen med bøger, og min bog skulle lide vandskade. Den er ikke særlig insta-værdig, men jeg glæder mig alligevel til at læse historien, som har fyldt så meget i min barndom. Ved siden af Den Bestøvlede Kat og Pinocchio, har det været min absolut ynglings historie i eventyrgenren.

Da vi kom til Trinity College skulle vi selvfølgelig ind og se historien bag The Book of Kells. Det var virkelig en fed oplevelse at bevæge sig igennem århundredes historie og læse om de gamle evangeliers valfart til Irland. Det efterlader én med en ærefrygt for fortiden.

Tænk, at så gamle fraktioner (800 e.Kr.) af et kristent budskab er fundet på Irland – et førhenværende arkaisktroende land, med mange mytologier og traditioner, som også kan spores i dag. Det betyder blandt andet, at man bliver påmindet en ikke så rar fortid omkring Danmark – vikingerne og deres korstoge. I mange år var Irland også præget af dette. Byens mindemærker og facader efterlader også én med en lidt melankolsk fornemmelse omkring deres mange hundrede års besættelser – herunder det store, britiske imperium.

Man skulle tro, at vi ellers var godt mættede efter disse oplevelser, men frøken ambitiøs (med negative konnotationer) besluttede, at vi ikke var færdige med at udforske Dublins must-see. Derfor tog vi bussen hen til sydbyen, hvor vi fandt Dublin Writers MuseumHer kunne man få en selvstændig tur rundt i det lille museum, hvor vi med hjælp fra radiotelefoner blev lidt klogere på den mere liberale del af Dublins historie. Alt den besættelse og bureaukrati har tydeligvis været for meget for kunstneriske sjæle gennem tiden. Det er der kommet meget smukt litteratur ud af – heraf den famøse Ulysses, som jeg med nød og næppe fik overlevet inden turen.

Sidste dag i Dublin fik vi endnu en guidet tur rundt i distrikterne – her med en lokal irer, der kunne fortælle os alle de ting, man ikke får af vide på den turistvenlig tur. Via selskabet Showaround kan man ‘hyre’ en lokal til at vise alle de bedste ting i en by, samt give anbefalinger til ens egen videre opdagelse. Det var en god oplevelse, og efter vores egen forvilden-rundt, var det rart at få et bedre overblik over byen. Nedenstående er der lidt flere billeder fra turen (inkl. dagsturen til London).

 

IMG_8183
St. Patrick’s Cathedral

 

 

IMG_8233

Alt i alt en god og udmattende tur. Så mange indtryk kan få mig til at sove i flere dage, men jeg fortryder ikke vores ambitiøse ruter – fire dage i en storby er uden tvivl koncentreret.

To på tur

Omsider! Eksamenstiden er endelig passeret, og det er muligt at trække vejret dybt ned i lungerne igen. Præsentationsangst kan gøre underlige ting ved sindet, og en helt særlig skyggekarakter kommer ofte over mig: overspringeren. Hertil kan jeg have de mærkeligste copingstrategier.. Enten går jeg Indiana Jones-ish ind i et emne, og glemmer, at der findes en omverden. Ellers går jeg Rasmus modsat, og har ikke andet end tid. Det betyder, at jeg læser 3 bøger på en uge, bager en masse kage og har overskud til at træne nok til et helt års forbrug af fitnessabonnementet. Den her gang valgte jeg at læse mig væk fra realiteterne.

DSC_0076.JPGDet betød, at jeg fik kværnet Ulysses, og må jeg godt lige have lov at sige: av!
Et ocean af litteratur- og religionshistorie, kogt ned i et moderne udspil af Homers Odysseen. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde ved faktummet, at James Joyce formåede at få så meget ned i et enkelt værk. Jeg startede i hvert fald med at græde, da jeg opdagede hvor mange noter min version (Alma Classics) havde. 1/3 del af bogen, for at være helt præcis. Suk, hvor er den svær. Ligeså svær som den er, ligeså spændende kan den dog være at gå på opdagelse i. At læse bogen – jeg er ikke i stand til at beskrive det mindre banalt – det er som at lægge et puslespil, man stirrer sig blind på, lige indtil man finder den helt rigtige brik.
Jeg kunne virkelig godt lide den. Endnu mere var jeg glad for, og dybt afhængig af noterne bagi, som kunne forklare mig hvad i alverden ”Behold the handmaid of the moon. In sleep the wet sign calls her hour, bids her rise. Bridebed, childbed, bed of death, ghostcandled’‘ skulle betyde. Referencerne til antikke skrifter og (kendt) litteratur er svimlende kryptiske. Det er helt klart en bog, jeg vil læse igen og igen. Og igen.

Når man nu taler om solen: måske er Joyces’ Dublin ikke den helt oplagte destination at tage sin lillesøster på 12 med til, eftersom byen er kendt for de (lidt) for glade mennesker med deres (lidt) for mange pints Guinnessøller. Jeg har alligevel valgt at trodse stereotyperne, og tager min søster under armen på en kulturel opdragelseslejr henover weekenden.

Efter sigende har Irland også meget mere at byde på end snuskede pubs og mistænksomme retter. Det er nemlig hjemsted for smukke naturreservater, guddommeligt smukke og gamle kirker og et væld af artistiske ildsjæle. Jeg glæder mig. Kan jeg gøre det mere klart? Ja, det kan jeg!

Steder, vi planlægger at besøge:

  1. Trinity College
  2. Killarny National Park (et af de ældste naturreservater i Irland)
  3. St. Patrick’s Cathedral
  4. Temple Bar (det er et gadedistrikt).
  5. Cliffs of Moher (dele af halvblodsprinsen skulle være blevet filmet her – søster er stoked)
  6. James Joyce museum, et al.

DSC_0074.JPGOg – nåh ja. OH HELLO’S spiller koncert mens vi er der. Prøv engang at få mig ned på jorden igen ovenpå den oplevelse. Det kribler.. Jeg glæder mig til at vise jer en masse gode oplevelser fra den pulserende Guinnessby ;-)

Hvis du selv har planer om at rejse i år, hvor går turen så hen?

Hvorom alting isner

26733367_841790812658421_1251112264394996553_n
Af Sanna Vibeke Nielsen

Det er så koldt derude. Jeg hader at fryse (ekkoer lige sidste opslag).
Så derfor har jeg skrevet et lille digt i håb om, at det kan fremmane lidt forårssol.
Eller gøre mig mere tålmodig. En af delene ville være fint.

 

Krop, stop – varme er godt
Gi’r du ikk’ en smule varme
Hold mig i de fjerne egne
Hvor larm fra blæsten er langt at ane
Ta’ nu afsted, ta’ osse mig med.

Sol, mål – du rammer forbi
Har du glemt hvad Gud har sat dig til?
Jeg kan ikk’ vente, jeg må se dig igen
Venter som et barn i din tomme seng
Strålerne er som silkestrøg.

Gnist, pist – en skitursdag
Bevæg dig ud for at vende hjem
Ind mod hyttens varme favntag
Går du forbi en saunas halvtag
Hvorom alting isner

 

Fodslag eller -slaw

DSC_0059.JPGJa, man er vel jyde. Fodslag er enten den lyd man kan høre, når en person slår fodsålen (ordnet siger hårdt) i jorden, eller når nogen har samme holdning = den nogen ‘går i takt’ med dig.
Selvom det kunne være lidt halvkikset og sjovt, at have fundet på den jyske version af ordet, var der nogen andre, der stjal den idé. Fodslaw er en vandreforening med hjemme i Løgstrup og et medlemstal på over 4000 medlemmer – nationale og internationale.

Første gang jeg hørte om foreningen var, da jeg gik Hærvejsmarchen i sommers. Jeg faldt i snak med en skøn, enlig mor, som var blevet træt af at trave rastløs rundt derhjemme, og besluttede sig for at gøre noget ved det. Hun forsøgte at lokke datteren med, men da hun kort efter var nødt til at opgive, begav hun sig afsted alene. Til gengæld fik hun altså et fællesskab med ben i næsen og en masse frisk luft. Hendes positive indstilling og varmende anekdoter gjorde et særligt indtryk på mig.

Da jeg læste om en vintermarch i Viborgbladet – arrangeret af Fodslaw – tænkte jeg derfor straks: ”Det skal jeg!”. Og det er så løgn. Det gjorde jeg ikke. Som i slet ikke. Jeg hader at fryse, og der var lovet frostgrader. Men jeg kan godt lide at gå, og jeg elsker natur! Så den fik et forsøg alligevel. 256 plus det løse mødte friske op ved Vestervang Skole, og af sti- afsted vi gik.
For en sølle 20’er kunne man gå 3, 6, 11, 15, eller så langt fodsålen kunne trækkes, 19 km.

Min altid friske familieven, Tommy, og jeg valgte den længste rute, fordi det manglede da også bare. Koldt var det, men det var lidt som om, at kulden forsvandt et øjeblik, når man så de frostbeklædte græsgange og solens smukke stråler, som tittede frem mellem skovens grene. Ruten tog os med i en lidt anden retning, end den klassiske ‘rundt om søerne’. Vi gik bl.a. omkring -og igennem Undallslundskoven og Skrikes Plantage. Men skal jeg være helt ærlig, får jeg undervejs et blackout, så jeg kan kun huske det fra kortet.

DSC_0064.JPG

Jeg frøs så vanvittigt meget, at jeg løb fra Tommy op til flere gange, bare for at få varmen. I starten var vi egentlig så glade og fro, at der også var overskud til en selfie. De sidste 5 iskilometer taler vi ikke så stolt og åbent om..

Bortset fra min ikke så bæredygtige kropsmekanik, så er der intet beklageligt ved ruten og arrangementet. Der var endda sørget for brandvarm suppe og kølige pilsnere, da vi ankom ved Vestervang igen (joke, vi fik da Faxe).

Alt i alt: Sikke en skøn måde at bruge sin søndag formiddag på!

603vib18.JPG
Vent lige, der er mere.
Til de vandrelystne er der nemlig gode nyheder. Vintermarchen var nemlig også startskuddet på et godt nyt-gå-år. Fodslaw Viborg åbner fortsat op for mange dejlige vandreture i Viborg og omegn. Man kan følge med her, eller på Fodslaws hjemmeside.

 

Ikke alt der glimrer er Gilmore

giphy

 

Det er januar – der er udsalg på hylderne i Garbo (shit – 40% på alle hylder i butikken torsdag-lørdag i den her uge). Det får mig til at tænke på én, jeg ved, elsker at shoppe. Navnet er Lorelai Gilmore. Hvis man er træt efter shoppeturen, er det en chick flick serie, der er værd at se. Men nu, hvor jeg har afsluttet alle sæsoner af serien om den legendariske duo, er jeg i en identitetskrise. Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det.. Til de glade og fro Gilmore-Girls-begyndere: den lyserøde sky fortsætter ikke. *spoilers alert*
Der er så meget at sige, og så mange tilknyttede følelser, at jeg er nødt til at behandle mig selv lidt pædagogisk. Derfor får i følgende liste med pros og cons:

CONS:

  • Serien ender lige godt grov’
  • Rory og Lorelais forhold er til tider lidt for symbiotisk
  • Lorelai stifter aldrig rigtig fred med sin mor
  • Det er virkelig tydeligt, at serien er et screenplay, som er skrevet sideløbende
  • Rory udvikler mere rodløshed, som sæsonerne fortsætter, og det er frustrerende at se hende tage så absurde beslutninger
  • Lorelai er så uhensigtsmæssig selvisk nogengange
  • Lorelai og Lukes forhold giver mig knubs på sjælen
  • I sidste sæson lider serien under en ny direktør (sorry, not sorry)
  • A Year in Life blev lavet 9 år senere (se den på Netflix)

PROS:

  • Serien er lavet i en tid (2000), hvor det var langt fra normalt med mobile devices – er du 90’er barn, så er det ren nostalgi
  • Manuskriptforfatter, Amy Sherman-Palladino, har en virkelig god humor, og det skinner igennem hele vejen
  • De to Lorelaier er nok verdens bedste match – både i og udenfor serien
  • Rorys kærlighed til bøger og litteratur er inspirerende, og har opmuntret mig til at læse mere
  • Man kan relatere til de sjove og kyniske tanker, Lorelai så frimodigt deler
  • Seriens ‘bad boy’ læser bøger og skriver hans egne værker (TEAM JESS)
  • Kelly Bishop er #1 queen (!!)
  • Det er den rene undervisningstime i popkultur
  • A Year in the Life blev lavet 9 år senere

Der er så meget mere at sige – jeg kunne tale om biroller som Taylor, Sookie, Kirk, Michel  i dagevis, for de er da bare det herligste. Den her serie kan potentielt set hjælpe mere end en terapeut. Desuden rammer den en tid, hvor man stadigvæk havde et sobert forhold til teknologi, og hvor tid med andre ikke var prioriteret, men en selvfølgelighed.
Lorelai Gilmore, som serien dybest set kredser om, er en karakter, som er udpenslet og nuanceret mere end de fleste. På den måde vokser man sammen med hende, forarger hendes beslutninger til tider og føler med hende, når hun gennemgår modgang.
Hvis man kan lide serien og hænger ved, så opdager man snart, at man har fået et familiært bånd til karaktererne i serien. På godt og ondt. Det er en stærk oplevelse, og det tager jeg med mig.

Så fik jeg også sagt mere end jeg burde..
Har du også nogle tanker omkring Gilmore, eller en anden serie som du hader/elsker? ;-)

 

 

Le’wise og Dumdristig

Okay. Ordspillet fungerede bedst i mit hoved. Men, ser du..

Navnet Tolkien (Tollkühn) betyder dumdristig. Og når man tænker på, hvor splitterravende skarp John Ronald Reul Tolkiens hjernemekanik var – ak, så holdes ironien i hævd.

Det her opslag skal selvfølgelig omhandle to af det 20. århundredes forfattere, Lewis og Tolkien. Også to af de bedre, hvis du spørger mig.
Men det kan selvfølgelig godt være lidt farvet af, at jeg har været i gang med et års gennemlæsning af deres kendte og få, knap så kendte værker. Det har bragt fantasien vidt omkring – til Narnias sneklædte stier, det ateistiske rums skyggesider, Doriaths my(s)tiske skove samt Morgoths kvælende mørke, og bedst af alt – Herredets lunefulde landegne. Jeg har siddet forundret undervejs, og jeg har, som mange andre LOTR fans, suget til mig af de smukke personkarakteristika. Men jeg må indrømme, at jeg også stødte på knastørt grund undervejs. Det var faktisk ikke en særlig nem opgave, at læse værker af mænd, der har haft stor betydning for en kristen indflydelse i  litteraturhistorien. Det er der dog meget gode grunde til, og undervejs fandt jeg tilflugt i biografier, som hjalp mig med at forstå, at det ikke altid var let for dem selv, at være i deres hoveder. Gudskelov, om så at sige.

Her kommer lidt kort og godt om det, jeg fandt mest udfordrende og mest attraktivt ved at bruge året sammen med Oxford-hovederne.

thandy-yung-461565
Thandy Yung, Unsplash.com


Hvad var godt
Det aller bedste ved at læse de to engelske herrer var helt sikkert det, der talte lige ind i min bogsentimentalitet: fantasi.

Jeg er helt vild og tosset med de verdener, som Tolkien formåede at skabe. Til tider har han et så detaljeorienteret fokus, at man let kan blive sat af – men han formår at holde læser hængende med personkarakteristika, der giver enhver bogelsker bløde knæ. Hvor ville jeg gøre alt i verdenen for at møde en ven, som Sam. Hvor ville det være en ære at blive anfægtet af en lærer, som Gandalf. Man har som læser bare lyst til at hoppe ind i deres verden og tilbyde en hjælpende hånd, selvom det byder på en faretruende historie.

Den irskfødte Clive Staple Lewis skabte parallelvis også en udfoldende verden, men langt fra på samme måde. Der er noget så nøgternt og barnligt ved hans sprog, at man ikke kan andet, end at elske ham for det. Det er de simple historier vi husker bedst, og hans hensigt med at indprente det kristne evangelium i den gængse læsers bevidsthed, lykkedes ham helt uovertruffen. Hans apologetiske værker afspejler en mere alvorlig og politisk involveret persona, men det er vidst også en af de bedste karaktertræk ved den førhen så ivrige ateist. Han kan lyde så genkendelig i én sætning, og dernæst så alvorsfuld og arbitrær i næste. Det er tydeligt, at han er tilskyndet til at give det videre, som han så let (og alligevel med langsommelige skridt) fik tildelt – den sande myte om Jesus. Der er noget så behageligt paradoksalt ved hans måde at behandle teologiske emner og skønlitteratur på, at man føler sig rummet og forstået som menneske. Det er noget, der fortsat vil føre mig tilbage til hans velskrevne og dybsindige bøger om Gud og menneske.

Både Tolkien og Lewis’ værker blev mildt sagt ført til fulde af familie og venner. Det var de hver især ikke særlig sene til at erkende, og lige netop den del er glansen i glansbilledet. Mænd der, med egne ord, anså Gud som deres allerhøjeste gode, kastede resten af glæden og æren på deres kære.
Både Tolkien og Lewis var en del af Oxfordgruppen, the inklings. Gruppen, der oprindeligt opstod med den hensigt, at læse islandske folkefortællinger – udviklede sig til en redaktionær læsegruppe, der søgte at hjælpe hinandens historier på vej ved at give feedback og opmuntring. Uanset de forskellige udfald af relationerne (hvilket synes at have været ret så komplekst), var deres gruppe var så afgørende for deres litterære virke og udfoldelse. Det er en opdagelse, jeg har været virkelig glad for at dykke ned i.

Nu er det ikke nogen hemmelighed, at Hobitten forbliver min ynglingsbog af både Tolkiens og Lewis’ værker. Ikke nok med, at dens oprindelseshistorie er sjov – den afspejler også en barnlig, legesyg og genuin forfatter. Jeg elsker det værk, og hvad det bringer med sig af historier om venskab og vandring i en verden, der ikke altid er så tryg. Det er en absolut must-read for børnefamilier (og alle andre læselystne derude).

Hvad var knap så godt
Hele historien i Tolkiens mytopoetiske univers får sit særlige finish med Silmarilion; den kosmologiske epos. Det er først når man læser den, at man finder ud af, hvad man har manglet. Med den (og Efterladte Historier) forstår man de mange referencer i både Hobitten og de tre bøger om Ringen. Men jeg har også lidt på fornemmelsen, at Tolkien har siddet med sit detektiv-glas og fundet alle de tråde, der skulle passe sammen. Man bebrejder ham det ikke, men det var ikke lige den overraskelse jeg havde ventet i slutningen af året. Og jeg endte faktisk også med at blive forsinket på grund af alle de nye tilføjelser – min manglende forståelse medregnet. Set i bakspejlet skulle jeg have haft mere tid til at dykke ned i disse, i stedet for at hype over de gode fortællinger. Måske en anden gang.

Lewis var på den anden side mere udspekuleret. Han både irriterede og beroligede mig undervejs. Når man lige troede, at man havde regnet hans idéer ud, så hev han endnu engang i tæppet. Som læser er det utrolig distraherende og ubehageligt, at han i den ene bog har en helt særlig stil, og i den anden en helt fjerde. Selvom han overraskede mig positivt med hans science fiction, så blev jeg også dér skuffet. Men når det er sagt, så er det også en af de karaktertræk, som jeg værdsatte i det ovennævnte – hans paradoksalitet.

Endeligt
Jeg har hørt, at man som læser ubevidst leder efter sand læse. På et psykoterapeutisk niveau, ville det nok lyde som noget i retningen af: ”det, du som individ har behov for at få forløst fra din barndom.”

Men jeg vil virkelig vove at påstå, at den sandhed, som Lewis og Tolkien udpensler og genlyder i deres værker – små som store – har en højere sandhedsværdi, der taler til og forløser os alle.

Glædelig jul, og godt nytår.

 

Tinder Tesen

sex-love-life-2014-11-TinderNightmares-main.jpg
”Wups”

I anledning af reformationsåret… Ja, venner – så skal det handle om Tinder (*clickbait shame*). Vi er ikke spor dus, Tinder og jeg. Som to præ-teenagere betragter vi hinanden med forelsket forundring det ene øjeblik – det næste sviner vi hinanden til med grimme ord og stødende blikke.

Jeg er pt. i gang med at researche på unge menneskers oplevelse af ensomhed, og forbindelsen til Tinder og andre dating-apps. For jeg bilder mig selv ind, at de to instanser hænger uløseligt sammen.  Tinder, som i øvrigt er ivrigt brugt af danskerne, virker for mig til at være helt ude af proportioner. Som single og anti-dater (berøringsangst kan forekomme) har det i lang tid provokeret mig helt vildt at se, hvor meget der bliver swipet omkring mig. Den provokation blev til foragt, som blev til fordom.  Men hvis jeg skal være ærlig, er jeg selv offer for samme underliggende tendens.
Samtidigt bilder jeg mig ind, at der da også andre måder at gøre det på – særligt for den gruppe af unge kristne, jeg tilhører, som er så ”heldige” at deltage aktivt i en kirke fyldt med jævnaldrende. Her gælder det øjensynligt bare om at være hurtig, for guldringene har det utroligt nok med at have samme tiltrækningskraft på kvinderne, som de har på Gollum. Og man vil jo også gerne beholde sin frihed til at sige ”nej tak, ikke interesseret”, selvom en fyr fra kirken viser interesse.

Hvad er problemet lige?
Den skindbarlige sandhed er, at jeg finder mig selv på de sociale medier med den samme swipe-tendens. Jagten går ”nemmere” her: jeg kan spore mig frem til min omgangskreds’ venners venner, hvor jeg ved, at de har nogenlunde samme værdier og kender de samme mennesker. Mange af os er simpelthen for generte til at spørge, og bange for afvisningen ansigt til ansigt, men vi kommer altså ikke udenom, at alt hvad der hedder virtuel kommunikation bare fungerer anerledes. Her afviser vi også. Bare meget mindre direkte, og derfor også mere nervepirrende.

Jeg har flere veninder der i dag er i succesfulde forhold, og faktum er, at sociale medier var indgangsportalen. Man kunne endda overveje, om de havde mødt vedkommende, hvis de ikke havde været for mediet. Derfor må jeg tro, at jeg tog fejl i min første indskydelse over appen. Jeg tror ikke den er gal med Tinder. Jeg tror den er gal med tiden. Hvad er det, der får mig, som ung studerende til at være så optaget af det modsatte køns anerkendelse og opmærksomhed? For er det ikke Tinder – ja, så er det faktisk alt muligt andet. Selv virkeligheden. Og jeg tror faktisk, at den gruppe af unge, der rent faktisk finder holdbare relationer udenfor kirkens fire vægge er virkelig, virkelig fåtallige. For er det ikke alvor og sårbarhed, så er det ‘bare for sjov’ og umiddelbar tilfredsstillelse. Eller hvad? Og så er det jo også noget med, at min hjerne gerne vil belønnes. Det er fedt at modtage søde beskeder fra ham den søde. Det er rart at mærke, at der er én der vil mig specielt meget. Derfor bliver det næsten en besættelse, om han nu har svaret (og hvor hurtigt, og hvordan og hvad han svarer….)

Symptomet
Jeg kan med lethed ignorere et smil på gangen fra en sød fyr i habitjakke, fordi – ja, det er da indlysende. Jeg må ikke virke for nem. Men når det kommer til de sociale medier, gør jeg en stor indsats for at gøre serveringsfadet klar. Jeg blotter mig, når jeg ligger billeder ud af mig selv og jeg gør hvad jeg kan for at få et møde. Jeg kan endda finde på at kontakte en vildt fremmed person. Er det ikke det samme koncept som Tinder? Det er lidt opstillet, og virker hurtigt som et spil, jeg må vinde. Jeg vinder, hvis jeg får respons. Så, er foragten og frygten for Tinder i virkeligheden et udtryk for den anfægtelse vi oplever, når vi i virkeligheden selv har samme symptomer uden en Tinder profil?

Hvad skete der egentlig med den direkte afvisning, som sved, men gjorde os mere robuste? En sådan afvisning, som jeg forleden oplevede på en café.
Jeg sad og formulerede spørgsmål til mit kommende interview med en Tinder-bruger, og jeg synes det kørte for mig med de skarpe spørgsmål. Jeg havde det ret godt med mig selv. Ind kommer en fyr med sin Macbook, og han spørger, om han må sætte sig ved det lille bord ved siden af mig, som jeg var i fuld gang med at erobre med alle mine ting. ”Selvfølgelig” svarer jeg og fjerner uforstyrret mine ting. Det næste der sker er lidt pudsigt. Idet han åbner sin skærm lyder der hårde og høje rocktoner fra computeren, og han går selvfølgelig panisk igang med at trykke sin mute-knap i bund – flere gange og uden succes. Naturligt nok reagerer folk omkring ham på det, og jeg får faktisk lidt ondt af ham. Derfor siger jeg ”Nåh – det var da ikke den værste slags musik at forstyrre med”. Jeg tænkte, at jeg ville opmuntre ham lidt og også udfordre mig selv, midt i min lille verden, hvor jeg stod overfor den her anfægtelse om min frygt for at tale med fremmede mennesker. Jeg sad med adrenalinen pumpende rundt i blodet, men fyren svarede ”hjaaaeh..” – og det var det!
Der blev jeg swipet til venstre. Med al respekt – han har måske en kæreste og ville ikke gå ind i en samtale med det andet køn, han var måske for genert, eller han var simpelthen for hyllet ud af den, og vidste ikke hvad han skulle svare. Men her sad vi næsten skuldertæt den næste times tid og hamrede på hvert vores tastatur, uden at veksle et eneste ord. Da jeg gik ud af caféen trak jeg på smilebåndet, og tænkte ”hey – det var ikke slemt.”

Løsningen. Måske.
Den anfægtelse jeg får, når jeg har fordomme overfor et medie, hvor mange faktisk har fundet deres kæreste – den får jeg fordi jeg nok i virkeligheden selv er påvirket af swipe-symptomet. Så her lyder mit forslag: vi reformerer Tinderkulturen. Hvis vi ikke kan undgå Tindersymptomerne, så skal vi lære at vende dem til noget konstruktivt. Og det betyder at stille sig selv sårbar. Spørg. Mød. Date. Sig nej, sig ja. Og vigtigst af alt: gå risikoen for at få en afvisning i møde. Det har aldrig slået nogen ihjel.

Det er min Tinder tese, og jeg banker den på min blog i dag. Mest af alt fordi jeg er en kæmpe hykler, og har brug for at læse det her mange gange.

 

 

My(s)tik

cupid and psyche

Jeg læser C. S. Lewis’ Till We Have Faces i øjeblikket. Det er sjovt – jeg har sjældent hørt den omtalt, selv i kredse, hvor man ellers ivrigt hylder den kristne apologets værker. Nu da jeg læser den, kan jeg delvist godt forstå hvorfor.

Selvom han efter sigende selv var utrolig stolt over resultatet af denne ‘mytopoetiske’ historie, som han skrev i samtale med sin elskede Joy Davidmann, er jeg efterladt med en
ambivalens halvvejs inde. Historiens meget dramatiske og følelsesmæssige særpræg er lidt irriterende. Plottet er modsætningsvist helt vildt godt, og selvom den her soap-opera odour nager min læsesans, så er jeg spændt på historiens slutning og konsekvens af hovedpersonen, Ourals ret så bastante tanker og beslutninger.

Også lige nu læser vi om Ørkenfædrene og den middelalderlige mystik-bevægelse.
Det skaber nogle genlyde i forhold til romanen, som også bevidst drager stærke paralleler til myten om Amor og Psyche fra Metamorfoserne.

Det er utroligt at tænke på alle de faser af kristen teologi og praksis, som det kristne budskab har efterlevet, gennemlevet og måske endda overlevet.
Katolske og fromme mænd og kvinder, der i jagten på himmelens herlighed, søger at være så tæt på Gud som overhovedet muligt.
Nogle havde endda østlige tendenser i deres teologi, idet de ønskede helt at ‘forsvinde’ ud af deres egen bevidsthed og blive ét med Gud. Det er ret syrede og ekstatiske vidnesbyrd, som vi sidder tilbage med fra disse årtier..

Og når jeg så læser den her fortolkning, som udspiller sig midt i en hellenistisk tid, hvor guderne var en autonom selvfølge på ligefod med vores protestantiske tro i et kristen land, så fryder jeg mig lidt ved mystikkens dynamiske kraft til at ruske lidt op i vores rationalistiske gejst. For ligesom Psyche ikke kan modstå mystikken, sådan var der også engang mænd og kvinder, hvori mystikken fik lov at råde – ja, endda havde en autoritet, som vi kan skæve lidt til.

Midt i samtalernes banale følelsesimperium, så fortæller Till We Have Faces en unik og, tror jeg, ret universel sanddruhed om det, at være et menneske i en verden, hvor Gud ikke lader sig kontrollere.  Hvis vi da ellers bare kunne.